
Josephine er uddannet bioanalytiker og arbejder til dagligt på OUH. Hun elsker at være kreativ - både i køkkenet og med diverse hækle- og strikkeprojekter. Josephine nyder at bruge en masse tid med familie, venner og sin kæreste. Samtidigt slår hun sine folder i træningscentret, så Josephines hverdag er altså oftest godt fyldt op med planer og aftaler. Desuden er Josephine sidst, men ikke mindst, helt vild med blomster!

Bloomit
Ægte håndværk der holder
Hos Bloomit bliver du mødt af et hav af afskårne blomster i alle regnbuens farver. Bloomit laver de smukkeste buketter, hvor du selv vælger mellem deres afskårne blomster, hvor et bundt koster mellem 40-60 kroner. Derudover kommer der en bindingspris på 75 kroner, som også indeholder grønt. Hos Bloomit får du buketter af høj kvalitet i godt håndværk, derfor kan din buket sagtens holde sin fin i flere uger. Så hvis du leder efter en flot buket, så skynd dig afsted mod Bloomit!







Sara blomster
Når du har glemt alt om værtindegaven
Sara Blomster er helt unik, de holder nemlig døgnåbent - det er altså smart! Så hvis du efter butikkernes lukketid opdager, at du har glemt værtindegaven, så skal du bare smutte forbi Sara Blomster. Efter lukketid skal du blot bruge din telefon til at lukke dig ind, finde en buket og betale med Mobilepay - så bliver det simpelthen ikke nemmere. Sara Blomster har altid de fineste sæsonbetonede varer, en flot udsmykket butik og en kurv ude foran, som lokker med de flotteste tørrede buketter!.







Lille frøken Flora
Selvforkælelse på højeste plan
Lille frøken Flora giver et sug i maven og en ustyrlig lyst til at købe sig fattig i blomster og planter. Alene butikkens facade og udstilling er helt dragende. I butikken finder du både planter, blomster, buketter og evighedsbuketter. Priserne hos Lille frøken Flora er liiiiiiidt i den dyre ende af skalaen, men til gengæld får du altså også virkelig noget for pengene. Alle deres buketter er vanvittigt flotte, og deres evighedsbuketter og evighedskranse har de flotteste og klareste farver. Så hvis du trænger til at forkæle dig selv, så slå et smut forbi Lille frøken Flora!








KUBA
Evighedsbuketter der holder i evigheder
Hos KUBA har de et kæmpe udvalg af de flotteste tørrede blomster. Blomsterne kan man købe både i enkeltstyks, buketter og kranse. Blomsterne findes i uendeligt mange farver og forskellige slags. KUBA er også i den lidt dyrere ende, til gengæld får du også en buket som holder i evigheder. Samtidigt kan du selv designe din evighedsbuket, så den passer ind i lige præcis dit hjem!






